“Barnet er i verden gennem kroppen, og når det støttes i at bruge, udfordre, eksperimentere, mærke og passe på kroppen, lægges fundamentet for fysisk og psykisk trivsel”. Citat fra “EMU” dansk læringsportal.
Mejserne udforsker og eksperimenterer forskellige måder at bruge kroppen på hele dagen. De lærer at koordinere bevægelser mellem højre og venstre hænder samt fødder og verden opfattes gennem sanserne. (Den taktile-, vestibulære-, labyrint-, muskel/led-, lugte-, syns-, smags- samt høresansen).
I dag gik vi ind og holdt samling.
Vi satte os i rundkreds og en af børnene delte rasleæg ud. Dem er de rigtig glade for!
Først gemte vi ægget inde i begge hænder – hvordan lyder det? Så holdt vi det mellem to fingre – kunne vi det og hvordan lød det? Vi sang: “Inde i min hånd har jeg en hemmelighed” hvor ægget blev gemt og vist til sidst – tada se min hemmelighed.
To nye mejser startede i dag så vi tog en navne runde med sangen: “Jeg hedder ____ hvad hedder du” mens vi raslede. Vi havde også tryllelommer hvor der var legetøj, frugt, græskar og meget andet i mens vi sang: “Jeg har lommerne fulde af…” og raslede løs. Så lagde vi æggene væk og sang to sanglege hvor vi skulle stå op og bruge kroppen. “Ude i skoven…” og “Hoved, skulder knæ og tå”.
Dejligt at se børnenes bevægelsesglæde og store deltagelse. Alle var med og de spejlede sig i hinanden.