Vi har i dag den 12 september været på tur til Nyhavn hvor Fejø-skibet ligger til kaj med lækre æbler, pærer og blommer fra Fejø.
Vi tog toget til Østerport og bussen videre hen ad Store Kongensgade (her kom den første kommentar fra en af drengene om at han kunne se en Yggenyk, mere om den historie senere). Så var det ellers gåben til Nyhavn hvor vi smagte æbler/ pærer og bagefter valgte 5 stk frugt til at tage med hjem. Vi købte også Æblemost og en bakke blommer som vi kunne spise med det samme.
Bagefter gik vi i Amaliehaven og spiste frokost med æbler til dessert.
Herefter var det tid til at tjekke muren på Amalienborg. Vi har nemlig læst "Da Yggenykkerne stjal Amalienborg" og der står i bogen man tydeligt kan se nogle revner hvor Yggenykkerne har savet og også melklisteret som de bagefter brugte til at lime Amlienborg fast igen. Nu har vi tjekket og det ses tydeligt!
Vi fik også set vagtskiftet på Amalienborg og beundret det store springvand i Amaliehaven. Nogle synes springvandet er lige så højt som et Sct. Hans bål andre synes bare det ville være sjovt at bade i det, men vi måtte nøjes med at kigge og mærke.
Så var det tid til en gåtur langs vandet, op på Volden og hen til Kastellet for derefter at tage toget hjem.
Da vi kom hjem drak vi den lækre Æblemost og nogle snuppede sig et æble mens andre ville gemme til deres familie.